Naturismen bør være mere rummelig

Naturisme bør IKKE være ekskluderende!
Naturismen bør være mere rummelig!
af: Kim Øverup

Det er blevet helt almindeligt at definere sig selv ud fra hvad man IKKE er. De fleste mennesker kan opremse lange lister om hvad de i hvert fald IKKE vil forbindes med. Det er også meget nemmere at tage afstand og forbehold til noget end at tilslutte sig helhjertet. Et forsigtighedsprincip, kan man vel kalde det.

Angsten for at blive forbundet med noget som man ikke vil forbindes med eller slet ikke kan lide, vinder således over lysten til blot at præsentere sig som den man er! Tydelig afgrænsning, javel, men hvad er der indeni?

Denne kortslutning hersker også i vores mad- og fødevarekultur. Overalt ser man talrige eksempler på madvarer med tydelige oplysninger om, hvad der IKKE er i: indeholder ikke pesticider, ingen kunstige farvestoffer, ingen gluten, ingen dit og dat o.s.v. Det siger sig selv, at uanset hvor omfattende en sådan ”omvendt varedeklaration” måtte være, så vil den altid være ufuldstændig…

Enhver kan se, at der ville mangle noget, hvis en cykelhandler kun blev omtalt som et sted, hvor man i hvert fald IKKE kan få fisk?! Det hjælper ingenlunde på forståelsen hvis vi så også fortæller at man heller IKKE kan betale med MasterCard dette sted. Vi bliver heller IKKE meget klogere, hvis vi får at vide, at indehaveren alligevel selv ofte spiser fisk og faktisk også har et MasterCard i sin egen pung… Det stimulerer blot forvirringen.

I naturistmiljøet opleves denne kortslutning også. Når naturister skal fortælle andre om hvad naturisme er, så vælger rigtig mange at starte med at fortælle hvad det IKKE er. Eksempler: Naturisme har IKKE noget som helst med sex at gøre. Naturister er IKKE ekshibitionister. Naturister er IKKE helsefanatikere. Naturisme er IKKE det samme som nudisme for naturister er IKKE nøgne når det IKKE er naturligt.

Lad os tage den sidste først: Er ”naturligt” da en objektiv størrelse, som alle er enige om betydningen af? Nej, det kan man absolut ikke sige! Ikke engang blandt naturister hersker der enighed om hvornår noget er naturligt. Det er forskelligt fra menneske til menneske og måske netop her, hvor hunden ligger begravet hvad angår de indbyrdes stridigheder i miljøet om, hvor og hvordan naturismen skal eller bør udvikle sig.

Jeg har mødt naturister, som finder det meget naturligt at være nøgne på den samme campingplads år efter år, men som finder det unaturligt at fortælle familie og venner om det. Andre naturister finder strandlivet naturligt for nøgenhed men væmmes direkte ved snakken om nøgenhed i parker. Nogle finder det helt OK at være nøgne på en naturistplads, men uhørt at være nøgen på en offentlig strand. Tanken om vandreture uden tøj kan få visse naturister helt op i det røde felt. Nogle finder det helt naturligt at nævne at de også kan lide at køre motorcykel eller lave mad og som selv væmmes ved at høre når andre naturister oplyser at de også er tatoverede, swingere eller piercede. Nogle er kun naturister i udlandet langt fra DK og ville finde det meget unaturligt at være nøgen på vores breddegrader. Rigtig mange elsker at bade nøgne på stranden, men ville aldrig sætte sine ben i en svømmehal til naturistsvømning. Sådan er der så meget og jeg kunne remse endnu flere eksempler op.

Et af de almindeligste (men også sjoveste) standpunkter, som mange naturister insisterer på – bevidst eller ubevidst – er kravet om, at der skal være vand i nærheden før naturisme giver mening, bliver naturligt og dermed acceptabelt for dem. Er du sådan en naturist? Det er også OK…!

Det bærende element i naturismen er for mig rummeligheden og accept af forskellighed. Jeg under nemlig ALLE muligheden for at være naturister helt på deres betingelser, hvis blot de også kan give rum til og respekt for, at andre kan være naturister præcis som de nu har lyst. Der går ikke skår af min trivsel ved at tillade andre at mene noget andet end mig. Jeg bliver først sur, når nogen skal fortælle mig, hvad JEG bør mene, hvis det skal være ”rigtigt”!

Selv er jeg mest sommernaturist og stimuleres ikke voldsomt af indendørs klorsvømning i vinterhalvåret (men sauna er skønt!) – men det er ikke så væsentligt hvordan man praktiserer sin egen naturisme og nøgenhed…

Det vigtigste er holdningerne bag og respekten for andre!

Så…når naturister f.eks. kører i hak og samme rille med smøren om at der ALTID er nogen der vil forbinde sex og naturisme, må jeg bare sige…øhh, nå!? Det er nemlig faktisk KUN fra andre naturister jeg oplever nødvendigheden af igen og igen at fremhæve netop dét som et faktum. Andre mennesker er ofte blot nysgerrige på, hvad naturisme egentlig ER for noget.

Danske Naturister skriver meget fint på hjemmesiden:
Vi lægger ikke mere vægt på en form for naturisme end på en anden…”
Jeg er meget enig og heldigvis er stort set hele teksten på hjemmesiden, om hvad naturisme ER, båret af en positiv og favnende tone.

Naturisme er IKKE nogen statisk størrelse, men rettere bare et godt udgangspunkt. Naturisme er en proces for alle og på ingen måde en færdig simpel pakkeløsning. Vi må og skal for alt i verden IKKE være billedet på en defensiv forening i stilstand, men langt hellere være en udadvendt, levende og dynamisk bevægelse med mange forskellige aktiviteter.

Så lad os dog bruge 2012 til at fortælle om naturisme i al sin mangfoldighed. Nu har vi længe nok fortalt den samme historie igen og igen om hvad det IKKE er. Hvis vi hopper ud af rillen og mener noget med alle vores fine ord som rummelighed, tolerance, trivsel, velvære, naturlighed, accept af forskellighed og retten til at se ud som vi gør – så er det på tide at vi for alvor også viser disse fine værdier frem på en åben palet, hvor vi giver ALLE mennesker retten til at vælge selv. Såvel naturister som alle andre omkring os!

Lad os være inkluderende i stedet for konstant afgrænsende. Lad os gøre naturismen til en forståelig mulighed for de mange i stedet for kun en lille klub for alle os, der ved bedre.

Lad os tage ja-hatten på og kæmpe bredt for at øge forståelsen, både sammen og hos hinanden. Måske skal vi også til at lytte lidt mere, såvel til hinanden som til alle dem med langt mere tøj på? Lad os vise tillid og forvente at få det samme igen! Lad os drømme i stedet for at dømme.
Lad os bruge ordet ”ikke” med varsomhed i 2012 og årene fremover..
…ikke ?! ;-)

Godt nøgent nytår til alle !
/Kim Øverup
- Danske Naturister, kommunikationskoordinator
info@naturister.dk

Om Danske Naturister

Danske Naturister er Danmarks største naturistforening med omkring 1200 medlemmer. Foreningens hjemmeside er www.naturister.dk hvor alle kan finde uddybende information om naturisme og foreningens aktiviteter
Dette indlæg blev udgivet i Om naturisme. Bogmærk permalinket.

14 kommentarer til Naturismen bør være mere rummelig

  1. Skal naturismen være mere rummelig/tolerant? Jeg fristes til at sige nej.

    At udråbe sig selv som helgener bryder jeg mig ikke om, og jeg synes, at det er lidt det sagen drejer sig om. Jeg ved godt, at det er en fast replik blandt naturister, at vi er ih og oh så tolerante… men jeg er ærlig talt ved at brække mig over det. Det er muligt, at naturister er mere tolerante over for kroppens forskelligheder, men på andre områder, så tvivler jeg på, at naturister er mere tolerante end alle andre. Vi skal altså ikke udråbe os til at være supertolerante, blot fordi vi måske er det på ét punkt. Den præstation kan mange andre grupperinger også bryste sig af, så det gør os ikke til noget specielt.

    Når det er sagt, så mener jeg selvfølgelig også, at naturismen skal være rummelig. Definitionen skal være tilstrækkelig bred til, at naturisme kan udfoldes på mange forskellige måder; fx på stranden, camping, vandreture osv. Men rummeligheden kan også blive FOR rummelig, hvorved naturismen som begreb mister sin værdi og bliver et ligegyldigt ord. Et ord/begreb uden afgrænsning/definition er intet værd, da det ikke siger noget om noget som helst.

    Så ja, nok skal vi være rummelige, men vi skal også sætte grænser. Hvor grænserne så skal gå, ja, kan man diskutere…

  2. Kim Bindesbøll Andersen skriver:

    Fremragende indlæg Kim Ø!

    Da jeg blev naturist så jeg frem til at blive fri for strenge normer og få frihed til at udleve netop mit forhold til nøgenhed. Men jeg blev skuffet! Blandt naturister kan frygten for nøgenhed være ligeså stor som i samfundet generelt. Og derfor er der mange steder skrevne og især uskrevne regler, der mindsker rummeligheden blandt naturister. Vi trænger til et ordentligt spark til normer, fordomme og andre faste indgroede fortællinger, der forhindrer en naturisme med plads til netop dem der tiltrækkes af den.

    Det begejstrer mig at Danske Naturisters ledelse også påtager sig ledelsen for den bevægelse!

    Venlig hilsen
    Kim Bindesbøll
    - medstifter, Danske Naturister

  3. Ole Schrøder skriver:

    Quote: “Et af de almindeligste (men også sjoveste) standpunkter, som mange naturister insisterer på – bevidst eller ubevidst – er kravet om, at der skal være vand i nærheden før naturisme giver mening, bliver naturligt og dermed acceptabelt for dem”.

    Næsten alle naturist gøremål har noget med vand at gøre, eller en anden aktivitet hvor er nødvendigt at tage tøjet af.

    Vi kunne jo i stedet sige at en naturist er et menneske der tager tøjet af når det er nødvendigt, og derfor er det naturligt.

    Nøgen aktiviteter hvor det ikke er nødvendigt at tage tøjet af, som Yoga og lignede, er der ingen interesse for. En aktivitet der ellers kunne udfylde det hul der er i vinter halv året, hvor vi reelt kun har nøgen badning i vore svømme haller at hygge os med.

    Men som en tidligere formand for en naturist forening sagde i en udsendelse om naturisme på DR2 : Når vi mødes privat om vinteren over en kop kaffe har vi naturligvis tøj på.
    Ja for man kan godt drikke kaffe selv om man har tøj på.

    Hvad enten I kan lide det eller ej, så går der en demarkations line for en meget stor procent del af naturister hvor man ikke har noget ønske at deltage i aktiviteter, ikke mindst hvis de foregår indendørs, hvis det ikke er nødvendigt.

  4. Kim skriver:

    Tak for jeres kommentarer :-)

    @Michael: Min ambition er netop at vi giver slip på den bedrevidende helgenagtige tilgang til naturisme med patent på sandheden som mange påberåber sig. Et slag for øget rummelighed betyder på ingen måde at jeg mener at naturismen skal være grænseløs. Men vi kan sagtens give os selv og hinanden et større råderum uden at miste vores identitet.

    @Ole: At påberåbe sig et vilkår som nødvendighed for nøgenhed er meget interessant – og farligt. Det er sådanne subjektive absolutter, som fastholder mistilliden til hinanden som naturister, påstår jeg. Med dit eksempel om privat kaffehygge om vinteren som “naturligvis” værende indtaget iført tøj, stempler du alle de naturister som finder det hyggeligt at mødes nøgne i et sådant regi som “uværdige”. Det er der ingen grund til.
    Der er utallige ting der slet ikke er “nødvendigt” og man kunne med lige så stor ret vende din konklusion om: Naturister tager kun tøj på når det er nødvendigt!
    At fastslå at der slet ikke er interesse for at dyrke yoga eller sport som naturist er heller ikke befordrende. Det er lige så ukonstruktivt som at påstå at alle naturister har lyst til det.
    Jeg tror at det lige præcis er “den unødvendige nøgenhed” som vi hver især skal give mere rum til. Vi skal lade folk bestemme selv og heller ikke lade dem trække deres verdensbillede ned over hovedet på andre.
    Men måske forstår jeg ikke helt dit indlæg ? Skriv gerne igen.

    Med venlig hilsen
    Kim Øverup

  5. Knud A. skriver:

    Naturisme er stadig et tvehovedet uhyre! Påstår jeg. -og det er svært at tæmme.
    Det ene lokker og frister. Siger: du aner ikke hvad du går glip af – prøv det dog!
    Det andet hoved siger: Det kan man da ikke. Er det ikke umoralsk? det er i hvert fald uæstetisk og vist nok også uetisk. Og tænk hvis jeg mødte nogen jeg kendte. Hvad ville de ikke sige.

    Mine erfaringer her nede fra Sydhavsøerne, hvor man møder de samme mange mennesker i forskellige sammenhænge er, at synspunkterne på een gang er skarpt trukket op, men alligevel med bløde kanter.
    Jeg møder mennesker, som er meget imod al den nøgenhed, men som dog ikke er for meget imod. Muligvis fordi de faktisk selv af og til nyder det textilfrie i al hemmelighed; eller muligvis fordi ikke vil være alt for afskåret fra selv at prøve en dag.
    Jeg har vist ikke mødt nogen som fanatisk gik ind for forbud, men ellers tror jeg at at jeg har oplevet hele skalaen.

    Jeg tror, at man skal holde emnet så åbent som muligt, så naturisme ikke bliver til noget veldefineret, som kan medføre, at nøgenhed kræver bestemte omstændigheder for at være acceptabelt. Som jeg ser det, ville det absolut ideelle være, at nøgenhed ganske enkelt blev opfattet som et positivt udtryk. Slet og ret. Hverken mere eller mindre.
    Med civiliseret og venlig hilsen fra Falster.

  6. Kim Øverup skriver:

    Hej Knud,
    tak for dit indspark.
    Afslutningen på din kommentar slår netop hovedet på sømmet, set i min optik.

    Behovet for en langt bredere og rundere ramme for alskens naturisme er jo også temaet i den glimrende nye dokumentar fra England, My Daughter the Teenage Nudist, hvor unge naturister viser nye veje og understreger behovet for at udvide begrebet naturisme fra de gængse klassiske strand- og campingrelaterede normer. De, der endnu ikke har set denne glimrende film, kan se den gratis på DNs hjemmeside på følgende link: http://naturister.dk/index.php?id=teenagenudist

  7. Ole Schrøder skriver:

    @Kim Ø. Du skriver: “At påberåbe sig et vilkår som nødvendighed for nøgenhed er meget interessant – og farligt”, det farlige har jeg nu svært ved at se, det er ikke interesant men blot fakta for en stor procent del af naturister.

    Naturismen startede som en sol og sundhed bevægelse i Tyskland hvor man hev folk ud fra tredie baggård og ud i det fri, det var noget der ville noget.
    Bevægelsen ebbede ud nok 50 år senere, nok først og fremmest grundet langt bedre leveforhold og dermed også bedre sundhedstilstand, både i Tyskland og herhjemme.
    Derfor tror jeg den store majoritet, hvor det at være nøgen langt oversteg de praktiske fordele ved naturismen, faldt fra, mens de resterende fortsatte men på et andet niveau, slut var Solvennerne og Hyldeholmernes årlige leje af en gymnastiksal på Frederiksberg, hvor de vel og mærke var helt tekstilfri, om de spillede volleyball ved jeg ikke, men hvis de gjorde det var det givetvis også minus tøj.

    Efter sundhedsepoken blev naturismen til det vi kender i dag, mennesker der kan lide at være nøgne og som tager tøjet af når det er givtigt.
    Selv husker jeg et par gange på Hellas hvor de af os der sad nøgne i dagligstuen var i mindre tal, og hvor et lille flertal ganske vist, iførte sig de største badehåndklæder der kan købes for penge så snart de kom op af vandet. For man kan jo godt drikke te selv om man indhyldet i tøj fra top til tå.

    Fakta er at et flertal af naturister tager tøjet af når det er givtigt, og en minoritet tager kun tøj på når det er nødvendigt.

    Selv så jeg gerne at minoritetsgruppen blev større, men uden at sundhedsaspektet som en bærende kraft, er det næppe muligt.

    Naturismen er faktisk meget rummelig, den har både plads til dem der tager tøjet af når det er givtigt og dem der kun tager tøj på når det er nødvendigt.

  8. Kim Øverup skriver:

    Hej Ole,

    jeg kan bedre lide ordet “givtigt” end “nødvendigt” men det skal ikke kun blive en duel på ord. Ordet “givtigt” åbner dog mere op for personlig fortolkning end “nødvendigt” umiddelbart gør.

    Jeg påstår at naturisme er mental sundhed først og fremmest. Derfor er det vigtigt at vi kommer ud af “den mentale baggård” som vi stadig bor i og ud i fællesskabet (hvad enten det er ude eller inde) – samt at vi løsriver os fra forestillingen om at naturisme skal være et stilleben for ikke at forarge.
    Sundhedsaspektet er stadig en bærende kraft, men mere ubevidst for de fleste. Det er en forudsætning for fysisk sundhed at den mentale sundhed er på plads, påstår jeg.

    Jeg synes ikke at vi ubetinget først skal have en undskyldning/forklaring klar for at kunne være nøgne. Jeg ser da gerne at vi smider tøjet (hvis vi har lyst) og så derefter finder ud af hvad vi vil bruge vores tid til.

    Den unødvendige nøgenhed står ikke i modsætning til den givtige mangel på tøj.

    Mvh Kim Ø

  9. Bo skriver:

    Som NATURIST søger jeg tilbage til den 4-årige purks ukrukkede spontanitet, og umiddelbare nysgerrighed.

    “Orv Se !” … er der plads til dét i DN ?

    Men jeg må undertrykke min trang til et JUBLE-MINUT, når jeg hopper på hovedet i bassinet i FrederiksbergSvøm og føler vandets uhindrede flow mod alle flader og fuger på min krop

    Jeg tør dårligt smile til en tilfældig person til søndagssvømning i FrederiksbergSvøm … pigerne bliver indignerede og fyrene knytter næverne ( og smile er ikke et halv-frækkert grin ;-)

    Potentiale for frigørelse…

  10. Jørgen Frøjk Kjærsgaard skriver:

    Naturisme er en forholdsvis smal interesse. Derfor er det afgørende for en naturistforening at definere naturisme så bredt, så flest muligt kan være med. En snæver definition vil resultere i en meget lille forening, hvor medlemmerne vil skændes om, præcist hvordan den snævre definition skal se ud. Det fænomen har man tydeligt kunnet observere i små politiske partier og trossamfund. Men en bred definition forhindrer ikke, at man har smalle interessegrupper for dem, der ønsker at dyrke netop deres “version” af naturisme.

  11. Lars Smedegaard skriver:

    Jeg er meget enig med Kim Øverup i vigtigheden af rummelighed samt den forskellighed vi praktiser naturismen på.
    Min kone og jeg bruger ofte udtrykket “vi skal finde vores egen indre naturist” Og debatten her viser også, at vi som naturister er vidt forskellige. Hvor er den mangfoldighed vi har som mennesker dog dejlig!
    Nogle er sorte, andre gule, nogle hvide. Jeg er tyk, min kone er tynd, nogle har hår på hovedet, andre er skaldede og sådan kunne man fortsætte.

    Hurra for forskellighederne……

    Michael Hedegaard, du skriver eller spørger om: “Skal naturismen være mere rummelig/tolerant? Jeg fristes til at sige nej.” Skriver du……
    Her har jeg et håb og har en forestilling om, at mange naturister er mere tolerante – hvis jeg skulle lande på en øde ø, så ville jeg virkelig håbe at det var sammen med en flok naturister et sted på de varmere breddegrader *S*
    Når tøjet er skraldet af, ja, så er min erfaring at så snakker vi mere som lige mennesker og ikke kun om hvor mange hestekræfter min bil har eller hvor stort og dyrt mit hus er. Ikke dermed sagt at det er forkert at have et stort hus eller en dyr bil. Det er her jeg synes, at naturismen for mig er et sted hvor man virkelig kan føle at man ikke behøver at være andet end det man som menneske er.

    Man kan blot “være” sig selv uden tilsætningstoffer………………

  12. Peter skriver:

    Er det egentligt så svært?. Det er ikke det helt store filosofiske hovedbrud. Man tager tøj af når man synes det og tager det på når man synes det, det er en individuel vurdering. Der er lidt jura omkring det, og det må man jo acceptere eller prøve at ændre.

    Jeg tager tøj på når det er nødvendigt. Det er det som regel i offentligheden, på arbejde og den slags steder, bortset fra accepterede fristeder som strande og resorts. Det vil sige jeg som regel ikke har tøj på i eller omkring min bolig. Andre har det anderledes, dem om det. Jeg maser ikke min holdning ned over dem, og de burde så ikke mase deres holdning ned over mig, men vi kan da diskutere det over den øl jeg vil drikke imens, og det de nu vil drikke, ryge eller spise imens. For man kan jo sagtens både drikke øl, synes om piger, motorcykler, Tizian, Mozart, Grateful Dead eller god mad som naturist. Bemærk jeg skriver helt bevidst ikke “selvom man er naturist”.

  13. Kim Øverup skriver:

    Tak for alle de gode kommentarer til mit blogindlæg i januar. Jeg forsøger konstant at nuancere mit eget verdensbillede og jeres indspark giver sans for nye, gode trædesten på min færd videre fremad :-)

  14. Pingback: Organisationskoordinator og Fundraiser… – hvad er nu det for en naturist? | blog.naturister.dk

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>