Er det normalt at være nøgen?

Er det normalt at være nøgen? “Ja”, vil de fleste mennesker nok svare. “Men”, vil de så tilføje. For hvor og hvornår er det normalt at være nøgen?

Kim Bindesbølls foredrag om nøgenkultur kontra naturismen (afholdt senest 26/7 2013 på Solbakken Naturist Camping i.fb.m. årets Familiefestival Uge 30) får en til at tænke over, hvordan man som naturist opfatter sig selv og ikke mindst hvordan vi tror, at “de andre” opfatter os. Læs  Kim Bindesbøll eget oplæg til sit foredrag her > >

I et opbyggeligt og velovervejet tempo, stiller Kim os de nærgående spørgsmål om hvor sekteriske vi er. Vi, der kalder os naturister. Og han sætter spørgsmålstegn ved omverdens eventuelle forbehold over for nøgenhed.
Med udgangspunkt i egne oplevelser som mangeårigt medlem af Danske Naturister, bliver vi ført via nøgenpicnic i en park i Aalborg, nøgengåtur på Midtsjælland, Adam- og Eva-wellness til ø-lejr på Lyø, hvor forventningen om konfrontation fra dem, som ikke er som vi, udeblev. Eller hvor det kun var vores egne forventninger om en mulig konfrontation og lykkefølelse ved nøgenheden, som fyldte i lokalpressen og i vore egne små naturisthoveder. “Jeg kan alså ikke mærke noget”, som han citerede en lokal radiojournalist for at udbryde, da hun efter adskillige interviews med glade naturister, der alle som en havde fortalt hende om det befriende ved at være nøgenbader, endelig havde smidt kludene og stående ved bassinkanten ikke følte noget!
For er det at være naturist noget særligt – måske endda noget farligt? Nej, er budskabet i Kims foredrag. Og man kan foranlediges til at citere Jantelovens første bud: “Vi skal ikke tro at vi er noget.” For vi er jo sådan set bare nøgne mennesker. Men vores etiket som naturister, er måske den største forhindring for optagelser af nye medlemmer i vores inderkreds. Naturistbegrebet skaber usikkerhed og virker ekskluderende. Det gør begrebet nøgenkultur ikke, påstår Kim.

En del af de nær ved 60 personer, som var mødt frem til fredagens foredrag i uge 30 på Solbakken, fik nok den medbragte kaffe i den gale hals, over de lidt provokerende ord, som Kim fik leveret. Men det er den debat, som vi naturister skal ud i. For vi skal ud af reservatet, og vi skal åbne vores frirum, så verden omkring os – den, som ikke er så langt fra vores egen i såvel afstand som indstilling – kan finde os. Og være med os.
Jeg tror Kims påstand om knap 46.000 personer som et reelt medlemspotentiale holder. Hvis vi holder op med at gemme os – hvis vi holder op med at tro, at vi med vores nøgenhed er noget særligt og hvis vi bliver mere inkluderende i vores fællesskab. Jeg tror ikke, at vi behøver at skifte ordet naturist ud med “nøgen”. For ordet naturist dækker for de fleste af os, der ynder at kalde os det, over et frihedsbegreb. At være fri til at være nøgen, når og hvor vi finder det naturligt. Om det sker i en park i Aalborg eller i ens baghave, eller i et at de reservater, som bl.a. Solbakken for en kort stund blev kaldt, er mig ligegyldigt. Så længe det ikke er anstødeligt, så længe jeg eller andre ikke gør det for at være provokerende, så længe vi udviser gensidigt hensyn til dem, for hvem nøgenhed ikke er naturligt, lige der hvor jeg synes det er naturligt.
Så længe vil jeg altid være glad og stolt over at kalde mig selv for en naturist!

Elisabeth Schioldann von Eyben,
NFS Solbakken
Naturist i 49 år

Om Danske Naturister

Danske Naturister er Danmarks største naturistforening med omkring 1200 medlemmer. Foreningens hjemmeside er www.naturister.dk hvor alle kan finde uddybende information om naturisme og foreningens aktiviteter
Dette indlæg blev udgivet i Om naturisme. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Er det normalt at være nøgen?

  1. Søren Nielsen skriver:

    Findes der en video eller anden gengivelse af de foredrag? Eller kan der måske laves en i fremtiden? Det er synd at al den viden bliver holdt “indenfor rækkerne” og ikke bliver os udenforstående til dels.Personligt tror jeg mere på en aktiv dialog mellem DN, uorganiserede, “nølende” og ikke-naturister end værditillæggelsen af begreberne.
    Mvh Søren

  2. Hej Søren Nielsen,

    da Kim Bindesbølls fine foredrag jo netop først og fremmest er et forsøg på at ‘feje for egen dør’ er det vel ikke så vigtigt at komme ud over rampen med lige dette budskab? Der findes p.t. ikke nogen færdigklippet video eller lydfil med Kims foredrag

    Men der er jo et aktivt link til selve foredragsoplægget med slides og pointer. Desuden vil jeg anbefale dig at læse Kims tankevækkende indlæg side 8 i vores Årsskrift 2013. Link direkte til online udgave af Årsskriftet: http://blad.naturister.dk/DN-Aarsskrift-2013/
    Årsskriftet kan også bestilles billigt i vores webshop i trykt udgave.

  3. Søren Nielsen skriver:

    Ja jeg gennemså slideshowet men detaljen og dybden mangler jo. Flot årsskrift og interessant læsning.
    mvh

  4. Hvis du læser min artikel “Nude is the new normal” på side 8 i “Årsskrift 2013″:
    http://blad.naturister.dk/DN-Aarsskrift-2013/
    -og denne blog-post:
    http://blog.naturister.dk/naturismens-tid-er-forbi/
    - så har du fået alle pointerne med. Men diskutionen og min fremlæggelse er du selvfølgelig gået glip af.
    I øvrigt enig i at det mest er en “intern” problemstilling, da det drejer sig om hvordan vi som nøgenglade mennesker kommunikerer vores nøgenkultur så den modtages bedst muligt.

    Mvh
    Kim Bindesbøll

  5. Søren Nielsen skriver:

    Særdeles interessant problemstilling. Jeg mener ikke at eksemplerne viser at vi ikke selv betragter nøgenheden som normal men derimod at vi bekræfter ikke naturister i deres holdning om at det ikke er normalt ved vores “hensyntagen” til deres følelser og grænser. Måske i en forventning om at andre mennesker reagerer mere på den nøgne tilstedeværelse. Men er det så forkert at vise hensyn til tekstilerne på strandene? Skal vi holde op med at søge til “vores strande” eller til udkanten af “deres strande”? skal vi være lidt mindre hensynsfulde og smide tøjet på stranden i almindelighed? Jeg er for så vidt enig i at tolerancen og opfattelsen af nøgenhed som normalt på f.eks stranden skal fremmes. Det kan dog godt knibe i nogle tilfælde hvor reaktionen er helt ude af proportioner som f.eks Enø sagen viser.

  6. Gitte Ingerslev skriver:

    Jeg er helt enig i, at vi skal mere ud blandt andre med vores budskab. Jeg synes, vi skal vise, at det ikke er så farligt at være nøgen. Selv tager jeg sjældent i “reservat” aka naturiststrande. Jeg foretrækker af flere grunde alle de andre strande, og selv om jeg ofte er den eneste nøgne, er det meget få og små reaktioner, jeg har fået på det.
    I sommer genindførte jeg, sammen med Kim og Fiona Bindesbøll, naturismen på Lyø ølejr, og det fik da flere til at smide tøjet – og alle de andre til at se, at så grænseoverskridende er det altså heller ikke…. Jeg gjorde det samme på stranden ved Omø ølejr, og selv om der var få negative reaktioner – pakket ind som hensyn til børn – var langt de fleste afslappede overfor det.
    Jeg tror vejen frem blandt andet er, at være nøgne hvor vi kan, og vise omverden, at vi sagtens kan være flinke, anstændige mennesker alligevel.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>