Dagbog fra Årets Naturist Ø-tur 2012 til Albuen 1.-3. juni

Foromtaler i medierne:
Læs artiklen fra ExtraPosten, lokalbladet i Nakskov:
Naturister holder deres årlige Ø-tur på Albuen
Lyt til radiointerview fra Radio Sydhavsøerne fra torsdag d. 31. maj, dagen før det gik løs

Dagbog fredag d. 1. juni på Albuen.

Det var med nervøs bæven at vi flere gange tjekkede vejrudsigt for Nakskov og omegn, inden vi kørte ud af døren og satte kursen mod Albuen på Lollands sydvestlige hjørne. Men den så, trods kølighed og blæst, tør og solfyldt ud. Så vi kørte forventningsfulde afsted mod målet og nåede frem til pladsen kl 15. Der var en strid blæst, men der var skam sol og tørvejr som lovet.

Flere andre var allerede dukket op. Vi fandt vores hytte og pakkede ud og gik så i gang med at hilse på de øvrige, der var kommet. Enkelte havde allerede indlogeret sig torsdag og så kunne vi høre historie om et fortelt der var blæst afsted natten til fredag.

Allerede torsdag havde Jens Frederiksen kørt sin netop færdigbyggede mobilsauna til Albuen, så den stod klar til brug og skulle bare tændes op. Med den blæst så det bestemt også ud til at vi vil få brug for den og det fine saunatelt som også var inkluderet i planerne for weekendens tilbud.
Den mobile sauna er utrolig flot og vi fik hurtigt sat gang i en optænding af brændeovnen, så den kunne blive varm. I løbet af en god halv time var der 90 grader i saunaen, som rummer plads til ca. 12-13 personer ad gangen. Virkeligt flot bygget, den sauna!

Efterhånden dukkede flere og flere op og der var heldigvis både nye og gamle bekendtskaber i årets ø-tur. Alle virkede muntre trods det drilagtige vejr og ”naturistområdet” på pladsen samt alle hytterne blev hurtigt fyldt godt op.

Saunaselskabets formand Michael ankom sidst på eftermiddagen med saunateltet, som blev rejst og tøjret i blæsten med store pløkke. I det hele taget var det for de fleste en lidt besværlig opgave at få rejst telte eller montere fortelt. Men det kom hurtigt til at ligne en rigtig lejr.

Vi fik spist lidt mad ved at afprøve en af grillområdets 3 griller. Planen var i dag at alle sørgede for mad selv og uafhængigt af andre, så vi havde medbragt nogle hjemmelavede burgere. Samtidig var receptionen åbnet på pladsen og Carina, vores søde og imødekommende lejrchef, havde travlt med at checke alle folk ind i systemet.

Da maden var spist, var klokken netop ved at blive 19:30 – det planlagte tidspunkt for velkomsttale.
Ved saunaerne kunne vi så konstatere, at det trods vejr og vind var lykkedes at samle 57 personer til dette års Naturist Ø-tur og alle fik et glas vin til en fælles skål i aftenkulden. Carina havde også et par praktiske og venlige beskeder til os og understregede igen hvor glad hun var for at have os på besøg.
Og så gik der ellers sauna i den: Alle småkolde eller storfrysende deltagere kunne heldigvis finde varmen i de to saunaer, der blev flittigt brugt med stor glæde. Hvor er det godt at de er med på turen!!

Og så kom dagens streg i regningen: Arvid, et af børnene på turen, var faldet uheldigt ned fra en klatrevæg på pladsen fine legeområde og måtte afsted til skadestue p.g.a. Den ene fod, som var blevet vredet grimt om. Hans forældre Martin og Mette blev kørt afsted sammen med Arvid af Brian hele vejen til Nykøbing Falster Sygehus, en tur på godt 65 km. Det viste sig at foden var brækket rent i anklen og klokken cirka 1 om natten var de tilbage på pladsen med Arvids fod behørigt indpakket i gips. 6 uger på krykker :-( Øv!

I morgen håber vi at vinden har lagt sig bare lidt, så vi kan gennemføre den planlagte vandretur ude på naturområdet Albuen. Det er nok alt for meget at kunne håbe på at vandre nøgen derude i sol og sommervejr, men mindre kan også gøre det. Vi får se!!

Dagbogsskribent fredag Kim Øverup

Billeder af Carsten M. Pedersen.

Dagbogsberetning for lørdag 2. juni

Den brækkede ankel forhindrede selvfølgelig Arvid i at deltage på dagens travetur, men med en bog og en gameboy havde han intet ønske om at nogen skulle blive hjemme og holde ham med selskab.

Så næsten alle begav sig afsted ud på den lange, smalle sandtange, der udgør Lollands ”underkæbe”. Seks vindomsuste kilometer ud til fyret (vinden havde dog lagt sig en del siden gårsdagen), og lige så langt tilbage igen blev gennemført næsten uden at nogen faldt fra undervejs. Enkelte forlængede endda turen og gik endnu længere ud, idet der fra Albuen fortsætter en landtange yderligere nogle kilometer mod nord. Ved fyret kunne der findes et enkelt sted med læ for vinden, hvor man i et øjeblik kunne sidde afslappet med regnjakken knappet lidt op.

Der var også et lille antal personer, som badede på hjemturen; muligvis mere af princip end fornøjelse. Det ville dog blive for lang en vandring til søs hvis man skulle blive våd på mere end anklerne, da Nakskov Fjord er meget lavvandet.

Tilbage på campingpladsen ved 14-tiden blev det efterhånden rigtig behageligt varmt til afslapning på græsplænen, lidt hjulpet på vej af de to varme saunaer, som til stadighed blev flittigt benyttet. Op til 16 personer lykkedes det på eet tidspunkt at være samtidig i Jens Frederiksens fine mobilsauna – men så kom man også hinanden ved! Og teltsaunaen blev ligeså flittigt benyttet…

Campingpladsens store, overdækkede grillområde passede lige i størrelsen til at vi alle kunne være der, så det var en ideel ramme om aftensmåltidet. Med tre store griller på fuldt blus lykkedes det også de fleste at få kokkereret samtidig. Der blev uropført Kims nye tekst ”Samvær nede på Albuen” på melodien ”Somewhere over the rainbow”, og desuden også sunget et par andre sange.

Saunaselskabets formand Michael havde i løbet af eftermiddagen inspiceret og vurderet Den Mobile Sauna efter alle selskabets regler og måleparametre og Jens Frederiksen fik overrakt en ægte birkekvist samt et fuldt fortjent certifikat fra Det Danske Saunaselskab.
Se hele bedømmelsen ved at klikke her > >  

Vi havde fået lov til om aftenen at benytte pladsens svømmebassin som fribad, hvilket mange benyttede sig af. Vi var godt nok nogle stykker, som fik en overraskelse da vi i optimistisk forventning omkring vandets temperatur sprang frisk på hovedet i – og fik en meget erkendelse af, at denne temperaturforventning var stærkt overvurderet. Men så var det bare at komme tilbage i saunaen igen; det blev for nogle til flere løbeture frem og tilbage.

En god og vellykket dag, helt forskånet for de lovede regnbyger. Aftenen forløb med sauna og fælleshygge i større og mindre grupper.

Lørdagsskibent Martin Duekilde

Billeder af Carsten M. Pedersen.

Dagbog søndag d. 3. juni

Søndag er sidste dag i Årets Naturist Ø-tur og i dag skal halvdelen af selskabet på sejltur til Enehøje, den største lille ø i Nakskov Fjord, der tæller ret mange småøer.

Derfor var det med stor glæde at vi stod op til endnu en tør dag med solskin og konstaterede at vinden igen var aftaget og blevet betydelig mildere stemt over for os.

Vi drog afsted til Nakskov Havn med madpakker og varm beklædning. Vi var ved postbåden Vesta kl. lidt i 10, hvor hele selskabet fyldte stort set hele båden. Her hilste vi på Skipper Otto og vores naturvejleder Klaus, som tog os med ud på fjorden, hvor han med stor indlevelse fortalte og guidede undervejs.
Det blev en kold udtur og et frysende selskab gik i land på Enehøje omkring kl. 11. Her nød vi at der var læ og solen skinnede faktisk ned på os nu, så mens vi tøede op igen tog Klaus os på tur rundt på den dejlige ubeboede ø. Vi fik alle sammen opdateret vores viden om øens særlige natur og ikke mindst spændende historie. Et dejligt sted med oplagt plads til ubekymret naturisme!
Vi nåede toppen af øen (16 meter højt) hvor en af øens væsentligste historiske personer, Peter Freuchen, havde markeret stedet med et ”hvalkæbe-lysthus”. Ved dette mindetegn sad vi i solskinnet og nød de medbragte madpakker. Det var faktisk lige ved at være varmt nok til afklædt naturisme, da der var helt læ. Men den nøgne vandretur på øen må vi desværre have til gode. En fantastisk ø, som for øvrigt også har en shelter og mulighed for teltovernatning. Måske skulle man lave en ny tur dertil i højsommeren?
Efter maden drog vi målrettede om på øens vestlige side hvor en skøn badestrand åbenbarede sig for os. Nu havde arrangøren jo skitseret at det var en badetur på Enehøje, der var planlagt, så han var nødt til at hoppe i vandet, venligt bakket op af kun én deltager mere. Friskt!

Så gik turen tilbage til båden. Nu havde vinden stort set lagt sig helt, så tilbageturen til Nakskov Havn blev faktisk helt skøn og behagelig. Men som sagt – nøgen sejlads og nøgenvandring, det lod vejrudsigten os desværre ikke få lejlighed til i denne omgang. Men absolut en god oplevelse at se Enehøje som en særlig ”bonus-ø” på dette års tur.

Vi takkede for en dejlig tur og gik i land, hvor vi sagde farvel til nogle af deltagerne, mens andre kørte tilbage til pladsen for at runde turen af der.

Det viste sig at de øvrige deltagere også havde nydt dagen på pladsen i stilfærdighed med god frokost, sauna og nøgen solbadning i ”naturistområdet”. Vi gik rundt og sagde pænt farvel til så mange som muligt og alle viste tegn på en dejlig Årets Naturist Ø-tur.

At vi har haft de to fine saunaer med til Albuen har været et uvurderligt plus for Årets tur. Uden disse sociale og varme samlingspunkter var turen ikke blevet den succes, som vi sammen lykkedes at få gjort den til.
At det lykkedes at få hele 57 deltagere til dette års Naturist Ø-tur er virkelig flot. Det regnede slet ikke undervejs, vi fik faktisk en del sol og solbadning i bar figur. Det blev ikke den store badeferie og den nøgne vandretur gav den kraftige vind heller ikke mulighed for. Men ”programmet” blev gennemført og på så mange andre måder blev det en fin succes. Tak til alle!

At turen fik tilskud fra hele 3 lokalforeninger er også glædeligt og hermed stor tak til både DN KBH, DN Nord og DN Holbæk for at sikre både økonomi og deltagelse i Årets Tur. Der bliver muligvis et mindre overskud, der naturligvis vil blive kanaliseret videre til arrangørerne af næste Års Naturist Ø-tur 2013. Den er der nemlig allerede spirende planer for.

Vi har fået skabt en god tradition med disse ture til danske øer. Vi kunne nok ikke have valgt et bedre sted til dette års Naturist Ø-tur end Albuen. Sluttelig stor tak til Carina Gade og Albuen Strand Camping for de fine rammer og den venlige modtagelse.

Selv var vi tilbage i København klokken lidt over 18, men flere blev hængende på pladsen og enkelte valgte at blive en overnatning mere.
Hvis vi ikke ses før, så ses vi forhåbentlig igen til næste års Naturist Ø-tur 2013.
Og alle jer, der ikke var med – tag med næste år!

Søndagsskibent Kim Øverup

Billeder af Carsten M. Pedersen.

Om Danske Naturister

Danske Naturister er Danmarks største naturistforening med omkring 1200 medlemmer. Foreningens hjemmeside er www.naturister.dk hvor alle kan finde uddybende information om naturisme og foreningens aktiviteter
Dette indlæg blev udgivet i Om naturisme. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>